Ph.d. i Postyr: Når evidens bliver en valgfri by i Vibeke-verdenen

Er du også nået til et punkt, hvor du ikke længere ved, om du skal grine eller græde, når en ny notifikation med navnet Vibeke Manniche popper op? Vi kender efterhånden rutinen. Det starter med en "skelsættende" afsløring på en live-stream, fortsætter med en række blokeringer af alle, der stiller kritiske spørgsmål, og ender som regel med en indsamling til et "vigtigt formål".

Men bag de mange store ord og de endnu større smykker gemmer der sig en historik, som er mere hullet end en mørksej i et garn. Lad os kigge på, hvorfor fundamentet under Danmarks mest højlydte læge er ved at slå alvorlige revner.

Batch-studiet: Videnskab eller mønstergenkendelse for begyndere?

Det store trækplaster i Vibekes arsenal har de sidste par år været det famøse batch-studie. Sammen med datteren Mai og Max Schmeling har hun forsøgt at bevise, at visse partier af Pfizer-vaccinen var "dødelige", mens andre var harmløse. Det lyder som plottet i en dårlig thriller, og desværre er det videnskabelige niveau i samme kategori.

Studiet er blevet mødt med massiv kritik fra det etablerede forskermiljø. Kritikken går i al sin enkelthed ud på, at holdet bag studiet har begået den klassiske fejl at forveksle korrelation med kausalitet. Som flere eksperter har påpeget i bl.a. Berlingske, tager studiet ikke højde for, hvem der fik de forskellige batches. Hvis de første batches gik til de mest sårbare og ældre på plejehjemmene, er det vel for pokker ikke mærkeligt, at der er flere dødsfald i den gruppe end blandt de unge, der fik vaccinen et halvt år senere?

Men i Vibekes optik er enhver rettelse ikke sund videnskabelig debat – det er censur.

Besættelsen af Anders Hviid

Hvis der findes en hovedskurk i Vibeke Manniches narrativ, så er det professor Anders Hviid fra Statens Serum Institut. Hviid er en af verdens mest citerede forskere i vaccinesikkerhed, men i Manniches univers er han blot en "systemets lakaj".

Hendes evige kritik af Hviid er præget af en total mangel på modbeviser. Mens Hviid lægger peer-reviewede data på bordet, svarer Vibeke med personangreb og påstande, der aldrig når længere end til hendes egen Facebook-væg. Det er den klassiske disciplin: Hvis du ikke kan vinde debatten på fakta, så prøv at råbe højere end modstanderen. Det er bare svært at råbe højere end de massive datasæt, som SSI sidder med, og som gang på gang har manet hendes teorier i jorden.

Liva Group og de forsvundne papirer

Men det er ikke kun i laboratoriet, det sejler. Nu er turen kommet til de bonppede gulve hos Civilstyrelsen og Indsamlingsnævnet.

Hendes indsamlingsfond, Liva Group, der officielt skal støtte "forskning og oplysning", er kommet i de myndighedernes søgelys. Der er nemlig opstået det, man på jysk kalder "bøvl i papirerne". Civilstyrelsen har af flere omgange måttet rykke for materiale, og der er rejst alvorlig tvivl om, hvorvidt pengene fra de mange trofaste følgere reelt går til det, de er indsamlet til.

Når man driver en indsamling i Danmark, er der ret stramme regler for gennemsigtighed. Man kan ikke bare lade som om, det er ens private kagekasse. Problemerne med indsamlingsnævnet og de manglende regnskaber lugter langt væk af en manglende respekt for de regler, der gælder for os alle sammen. Det rejser et uundgåeligt spørgsmål: Hvis hendes sag er så ren og vigtig, hvorfor er det så så svært at fremvise et gennemsigtigt regnskab?

En Ph.d. i provokation

Vibeke Manniche har bygget en karriere på at være modstrøms. Det er der i sig selv intet galt med – videnskaben har brug for folk, der stiller spørgsmål. Men der er forskel på at være kritisk tænker og på at være pseudovidenskabelig købmand.

Når man konsekvent ignorerer rettelser fra kolleger, angriber dem der ved mest, og samtidig har svært ved at redegøre for, hvor de indsamlede midler bliver af, så mister man retten til at blive taget seriøst som fagperson.

Vibeke Manniche er ikke en undertrykt sandhedssøger. Hun er en dygtig kommunikatør, der har fundet ud af, at frygt og forargelse er en fremragende forretningsmodel. Men som historien med Civilstyrelsen viser, så begynder virkeligheden før eller siden at banke på døren – også selvom man har blokeret den på Facebook.

Hvad mener du? Er det på tide, at de faglige organisationer tager bladet fra munden, eller skal vi bare lade "doktoren" fortsætte sit onlineshow?